Kære medlem af Præstbro Gymnastik & Borgerforening
Bestyrelsen indkalder hermed til ekstraordinær generalforsamling.
Dato: Lørdag den 10. januar 2026
Tid: Kl. 10.00
Sted: Klubhuset, Agernvej 9, 9330 Dronninglund
Dagsorden
- Valg af dirigent
- Behandling og vedtagelse af nyt sæt vedtægter for foreningen
Baggrund for indkaldelsen
Bestyrelsen har udarbejdet et forslag til et nyt sæt vedtægter, som vi ønsker behandlet og vedtaget, så foreningen fortsat har et tydeligt og opdateret grundlag for drift, aktiviteter og beslutningsprocesser.
De nuværende vedtægter er oprindeligt fra 2003, med seneste opdatering i 2019. Siden 2003 er der sket meget i forenings-danmark, og et kort, simpelt sæt vedtægter på én side er i dag ikke længere tidssvarende. I praksis er det efterhånden blevet en hindring for administrationen af foreningen, fordi der er kommet væsentligt flere krav og regler til, som en moderne forening skal kunne håndtere.
Særligt efter GDPR er administrationsbyrden vokset markant. Mange af de løsninger og ydelser, vi benytter os af i dag, kræver tydelige og juridisk holdbare formuleringer i vedtægterne, f.eks. når vi bruger betalingsløsninger som MobilePay, opretter aftaler, dokumenterer ansvar/roller eller skal kunne redegøre for beslutningsgange.
Derudover rummer de nuværende vedtægter en række tekniske fejl og uklarheder, som vi med forslaget forsøger at rette op på, så vi står stærkere og mere korrekt som forening.
Det er samtidig vigtigt at understrege, at formålet ikke er at lave et sæt vedtægter, der skal stå uændret de næste 20 år. Hvis udviklingen fortsætter som de seneste år, vil der sandsynligvis komme nye behov og krav igen. Derfor skal det nye sæt vedtægter ses som et nyt fundament, der er langt mere tidssvarende, og som vi fremadrettet kan arbejde videre med og justere løbende, når der opstår behov.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Præstbro Gymnastik & Borgerforening